Kender du til at have et barn der er så ramt af psykisk sårbarhed eller sygdom, at barnet eller den unge har selvmordstanker og måske forsøg?
Det er én af de største belastninger man kan være i.
At have selvmordstanker kan forstås på flere måder, og behøver ikke at betyde, at der sker et selvmordsforsøg i umiddelbar forlængelse af tankerne, men skal dog tages som et udtryk for et barn eller en ung der er under stort pres. Se også mere om selvmordstanker her – link. Til den anden side om samme emne.
Når jeg taler med forældre eller andre pårørende, mærker jeg tydeligt, hvor rystede de kan være, og hvor svært det ofte har været gennem længere tid.
En del forældre hvis barn eller ung har selvmordstanker, har haft en fornemmelse af tankerne, længe inden de får det bekræftet. Der er mange forældre, der ikke får fortalt om tankerne af den unge, men måske får det fortalt af en anden voksen der er omkring barnet eller den unge.
Mange unge ønsker ikke, at deres forældre skal vide noget om tankerne. Dette kan skyldes flere ting, men det er almindeligt, at unge gerne vil beskytte forældrene, så de ikke bliver bekymrede, eller at de unge selv har det så svært med tankerne, at de ikke kan rumme den uro det giver hos forældre og omgivelser. I stedet går de unge med tankerne selv.
Og det er helt naturligt at det giver uro og angst, når man finder ud af, at éns barn eller unge menneske har selvmordstanker.
En forælder fortalte om det på denne måde:
”Da jeg fandt ud af, at min datter havde selvmordstanker, var det som om alting gik i stå i mig. Jeg fik det fortalt af en psykolog min datter gik hos. Jeg blev så rædselsslagen, og følte, at der hvert øjeblik kunne ske noget frygteligt. Helt fysisk følte jeg at jeg frøs til is. Jeg turde ikke spørge til det, men turde på en måde heller ikke at lade være, men jeg lod være. Jeg prøvede i stedet at holde øje med min datter, hvilket jo heller ikke var muligt. Hun gik på værelset, og virkede også indimellem til at have det bedre.
Det svingede bare så meget, og jeg kunne ikke hverken forudsige eller kontrollere udsvingene.
Jeg var SÅ bange hver gang jeg ”aflæste” på min datter, at hun ikke havde det godt. Jeg kom til at tænke på, hvordan det kunne galt, hvis hun nu ikke fortalte det til nogen.
Jeg havde tanker om, at den angst jeg følte hele tiden nu, at den aldrig ville forsvinde. At jeg altid ville være bange, hvis min datter fik det svært, også i fremtiden. Hvad nu hvis det gik dårligt i skolen med en veninde, en kæreste eller andet der kunne være svært. Jeg forestillede mig, at jeg så med det samme ville blive bange for, om hun ikke kunne holde selvmordstankerne tilbage.
Det eneste jeg klamrede mig til var, at hun havde fortalt det til psykologen, og jeg håbede derfor at hun ville fortælle det til hende igen.”
Denne mors beskrivelse, minder om beskrivelser jeg har hørt fra andre forældre eller pårørende.
Det at disse tanker ”flytter ind” i en familie og i en relation, kan helt naturligt skabe stor angst og uro, og det giver rigtig god mening, at det får én til at være i alarmberedskab hele tiden.
En anden forælder fortalte følgende:
”Da min datter fik selvmordstanker, skete der noget med min måde at være forælder på. Utrygheden gjorde, at jeg ikke turde sige fra, bede min datter om noget eller stille nogen former for krav. Jeg følte at tankerne hang som en skygge over os og imellem os. Jeg kunne jo ikke følge med i hvordan og hvornår de var der, så jeg vidste heller ikke hvad jeg skulle gøre, eller hvornår jeg skulle gøre noget.”
De forældre jeg taler med, beskriver mange af de samme tanker, følelser og frygt, som disse to fortællinger gør.
Det er SÅ vigtigt at du som forælder også får hjælp, hvis dit barn eller ung har selvmordstanker.
Der er brug for hjælp til at du kan bringe dig selv i ro igen, til at forstå mere om hvad selvmordstanker kan være, og til at finde ud af, hvordan du kan handle bedst muligt på den svære situation.
Alle situationer er forskellige, og alle familier og relationer er forskellige. Det er derfor også forskelligt hvordan man har brug for hjælp. Dét der som oftest vil være brug for, er nogen at tale situationen igennem med, og nogen at fortælle om sine tanker og følelser til.
Når du passer på dig selv som forælder, blandt andet ved selv at få hjælp og støtte i en meget svær situation, er du med til at hjælpe dit barn eller ung med at få det bedre.
Der er brug for at få så meget ro på igen, at der kan tales om det der fylder for den unge, og at man sammen kan finde ud af, hvad der er bedst at gøre ved det.
Husk altid, at du kan ringe til Livslinien på 70201201 eller Psykiatrisk skadestue (PAM) i den region du hører til.
