Angst som pårørende – hvad er det næste der kan ske 

Kender DU til følelsen af angst, og frygten for hvad det næste der kan ske, kan være?

Det er helt almindeligt at være fyldt af tanker som:

• Jeg tør ikke at sige det jeg har lyst til, for så får min pårørende det nok værre.
• Jeg bliver nødt til at være omkring mit barn eller unge menneske, ellers kan der ske noget slemt.
• Hvis jeg holder fast i det jeg selv vil, opstår der nok en stor konflikt…

Som pårørende kan man have erfaringer med sig, måske gennem mange år, erfaringer der fortæller én, at det man selv kan opleve som en lille ting, kan opleves som en meget stor ting for den der er ramt og derved udløse en meget voldsom reaktion eller konflikt.

Jeg møder mange pårørende, der fortæller om livsvilkår der nærmest er ubegribelige, og hvor det giver rigtig god mening, at de både oplever ængstelighed, og får et angstpræget nervesystem.

Livsvilkår, hvor det er hverdag ikke at vide hvad det næste der sker er. Hvor deres unge menneske må flytte hjem igen selv om de er voksne, fordi de præges af voldsom depression, selvmordstanker eller mange andre forskellige psykiske lidelser, der gør det svært, eller umuligt for den unge at have et normalt liv.

Det kan være børn der må bruge al deres energi på en hverdag i skolen, og derfor har voldsomme reaktioner når de kommer hjem.

Børn og unge med spiseforstyrrelser, hvor alle måltider er en kamp, både for barnet og for forældrene.  Det kan skabe ængstelighed uanset om det er voldsomme udadreagerende reaktioner, eller om det har et mere stille udtryk, hvor man som pårørende hele tiden må være på vagt for at prøve at aflæse, hvad der kan være på spil hos den der er syg.

I mange familier er der også søskende til den der er ramt af sygdom, og som forælder kan man blive bange for hvordan forløbet påvirker de andre børn. Man kan have tanker som:

• Ser jeg det andet barn/andre børn nok?
• Hvordan oplever søskende situationen?
• Hvor meget skal jeg fortælle og inddrage søskende?
• Hvordan påvirker det børnenes relation, - også i fremtiden?

De fleste pårørende jeg taler med, har på et eller andet tidspunkt oplevet, at den i deres familie der er syg, gribes af selvmordstanker og måske også at de forsøger at tage deres eget liv.

Dét at der kommer selvmordstanker og adfærd ind i en familie, opleves af de fleste som en helt ubeskrivelig svær situation. Som om hele situationen flytter sig til et andet niveau, alle sanser skærpes yderligere og angstniveauet stiger. Nogle kan beskrive det nærmest som om det er en ny dør man går indad, hvor der ikke er et håndtag på indersiden, forstået som at man ikke kan se, hvordan man nogensinde kan komme tilbage igen fra den oplevelse.

Mange pårørende giver udtryk for, at de har svært ved at forestille sig, at de ikke for altid vil være bange for om selvmordstankerne bliver til en handling. De kan ikke forestille sig, at deres angst kan falde til ro igen.

Det giver rigtig god mening, at pårørende i disse situationer gribes af angst og at deres nervesystem kommer på hårdt overarbejde. At leve med livsvilkår, hvor man er bange for hvad der sker med et menneske man elsker, kan gøre det svært for nervesystemet at komme i ro igen, og man kan derfor opleve at man nærmest er i konstant uro, og har svært ved at finde ro i både hoved og krop. Krop og sind er hele tiden i alarmberedskab. Man kan opleve tanker som:

• Kan jeg nu vurdere situationen rigtigt?
• Får jeg handlet i tide?
• Er der noget vigtigt jeg overser?
• Hvordan kan min frygt nogensinde falde til ro igen?
• Kan jeg komme til at stole på, at den der er ramt, fortæller mig det rigtige?

Vores reaktioner kan være forskellige når vi er i alarmberedskab. For nogen får det den betydning, at de trækker sig tilbage og tilpasser sig det den syge gerne vil have. Man kan sige, at angsten får én til at lukke ned for det man selv gerne vil, og i stedet have fokus på at undgå at der opstår en farlig situation.

”Jeg oplever ofte, at pårørende har svært ved at få øje på hvad der kan hjælpe dem, eller i det hele taget at forestille sig at situationen kan blive bedre. Det er forståeligt af mange grunde. ”

For andre får angsten én til at blive mere konfronterende, f.eks i forhold til dem der er omkring den syge, man går i kamp for at få det svære til at forsvinde, måske så meget i kamp, at man nærmest ikke kan genkende sig selv.

Andre pårørende bliver nærmest lammede, og tør ikke tale om de svære ting der sker, og slet ikke med den der er ramt.

Jeg oplever ofte, at pårørende har svært ved at få øje på hvad der kan hjælpe dem, eller i det hele taget at forestille sig at situationen kan blive bedre. Det er forståeligt af mange grunde.

Sygdommen står ofte på over meget lang tid, og til forskel fra en del somatiske sygdomme, er der ikke en behandlingsplan der kan sige noget om hvornår ens pårørende får det bedre, eller bliver rask. Det er ganske uforudsigeligt.

Det betyder, at både patient og pårørende kan opleve sig famlende og uden retning, og derved kan have svært ved at holde fast i håbet.

Der kan være brug for hjælp til at finde retningen igen og til at holde fast i håbet - at nogen er det vikarierende håb for én.

"Det hjælpsomme her kan være at dele sine tanker og følelser med andre eller én anden."

Måske er det for svært at dele det med ens nærmeste, men det er også meget slidsomt at gå med det helt alene.

Det kan være vigtigt for både sind og krop at få talt om, og måske bearbejdet det svære man er i, det kan f.eks. være ved samtaler med en terapeut, der kan hjælpe én til at forstå sig selv bedre, og til at finde og mærke egne grænser igen.

”Det hjælpsomme her kan være at dele sine tanker og følelser med andre eller én anden. ”

Det kan være hjælpsomt at være i en gruppe af andre pårørende, hvor man kan spejle sig i det de andre oplever, og hvor der er en fælles forståelse af det svære man er midt i.

Det kan også være at man som pårørende går i et samtaleforløb, hvor man kan få hjælp til at tale om hvordan man selv har det, hvordan man oplever hele situationen, om der er noget man ønsker sig at gøre anderledes, og hvordan man kan arbejde henimod at ens eget liv igen kan folde sig ud.