Er du vokset op som søskende til én med psykisk sygdom?
Er du forælder til et barn der er søskende til et barn med psykisk sygdom?
I mit arbejde som psykoterapeut, både som gruppeleder for forløb for pårørende og i min klinik, møder jeg mennesker der er pårørende på forskellige måder. Børn og unge der er pårørende, fylder for mig på en særlig måde, for hvordan får vi hjulpet dem til at få et godt og meningsfuldt liv, selvom de har svære livsvilkår med psykisk sygdom i familien. I dette blogindlæg har jeg særligt fokus på dét at være søskende og at vokse op i en familie, hvor én i søskendeflokken har en psykisk sårbarhed eller sygdom.
Alle forældre, jeg taler med om deres barns psykiske sygdom, har også mange tanker og bekymringer om, hvad sygdommen betyder for deres andre børn. Hvordan de også skal passe på det/de andre børn i familien, og jeg hører forældrene gøre sig mange tanker om, hvordan og hvor meget de fortæller deres andre børn om, hvad der sker.
Midt i det kaos der ofte udspiller sig med det barn der er ramt, kan der hurtigt ske det, at de andre børn kommer til at befinde sig i en form for skygge. Når jeg hører de unge fortælle om det at stå i skyggen, er det ofte efterfulgt af, at de godt véd, at det ikke var forældrenes skyld eller hensigt, og at de godt har kunnet mærke, at forældre gerne ville have gjort det anderledes.
Jeg hører dem ofte beskrive det som et stort savn og med en del ambivalens.
Når jeg har haft unge i gruppe eller terapi, kan de fortælle mig rigtig meget, som vi kan blive klogere af. At vokse op som søskende til én med en psykisk sygdom kan udspille sig meget forskelligt. Alle beskriver de dog noget omkring forskellige stemninger de befinder sig i, og som de udvikler gode evner til at aflæse.
Søskende kan gøre sig mange tanker som:
- Er det ok at jeg er glad og hygger mig med venner, når min søskende har det så dårligt?
- Gør jeg det værre for min syge søskende, at jeg lever et almindeligt liv?
- Hvor meget skal jeg tage hensyn til min søskende?
- Skal jeg også blive hjemme fra familiebesøg, hvis min søskende ikke kan tage med?
For nogle er der tilbagevendende konflikter, f.eks. ved måltider, hvor et barn/ung med en spiseforstyrrelse, har det rigtig svært og derfor kommer til at reagere ude af kontrol.
Dette kan stå på ved alle måltider og kan derfor i perioder præge noget meget vigtigt i en familie nemlig at være sammen om måltidet. Det er både svært og smerteligt for den der er ramt og ligeledes for søskende. For nogle kan det handle om, at alt skal være struktureret og planlagt, at ingen planer kan ændres. Sker der ændringer udløser det voldsomme konflikter, der både kan være langvarige og i en del familier kan være så voldsomme, at det nærmest er kampe der udspiller sig.
Børn og unge kan også vokse op med en søskende der har selvmordstanker, tanker der for nogle bliver italesat som trusler, og for andre er det noget man, ved men ikke ved hvornår sker. Måske er der erfaringer med at det kan ske. For mange er det oplevelser med, at en enkelt ”lille” ting eller ord kan udløse noget, der virker ude af proportioner. Disse situationer kan udløse følelser som angst og skyld.
”Det virkede som om der var en konstant spænding mellem min søster og jeg, hvor jeg altid skulle være på vagt for ikke at udløse en konflikt. Jeg følte, at det var nødvendigt at være på vagt og klar til at tackle enhver uoverensstemmelse på den bedst mulige måde. Der var dage, hvor det var tydeligt, at man skulle omgå hende med omtanke for at undgå en kamp. Desværre førte dette ofte til, at jeg måtte lade hende overskride mine egne grænser for at undgå en diskussion.” Citat fra ung kvinde
Når man vokser op som søskende under SÅ svære og voldsomme vilkår, giver det på alle måder mening, at man præges af det. Man lærer mange forskellige strategier til at være i det, strategier som er hjælpsomme og giver mening mens det står på, men som siden hen måske kan være sværere at deale med.
Måske er der oplevelser, som har sat sig på forskellige måder, og som man har brug for at dele med nogen. Jeg hører også unge fortælle om, hvordan de på samme måde som forældre kan have det, når den syge får det bedre, så får man det selv værre. ” for hvad så med os andre…” som en ung for nylig sagde til mig. Nu har alt, af en god grund, handlet om den der var syg, men nu er der plads til at andre i familien kan mærke hvordan det har været – at det har været rigtig svært.
De unge, jeg taler med, har en del til fælles, selvom deres fortællinger kan være meget forskellige. De taler om, hvordan de ofte har følt sig ensomme. De kan være meget loyale overfor både forældre og dén søskende der er ramt, hvilket kan efterlade dem selv ret alene. Mange søskende forsøger at hjælpe til, mens andre mere trækker sig tilbage og forsøger at leve deres eget liv så godt de kan.
Uanset hvilke strategier børn og unge udvikler, vil det være svært for dem at have almindelige vilkår at udvikle sig under.
Flere fortæller også om, hvordan de har svært ved at finde ud af, hvem de selv er i relation til andre, og de bruger derfor tid og kræfter senere hen på at bearbejde, hvordan det har været at være dem i opvæksten.
Nogle fortæller om, at de kunne føle, at det var deres eget ansvar, at de kunne tale om, hvad der foregik, eller at der måske var en lærer eller anden voksen, der spurgte en enkelt gang men ellers ikke. Den kontinuerligt støttende snak kommer ofte til at mangle.
”Min ungdom blev i høj grad defineret af min syge søster, og næsten alt, hvad jeg gjorde, drejede sig om at træffe de rigtige beslutninger af hensyn til hende. Da min søster fik det bedre og kunne fungere "uden mig", følte jeg pludselig, at jeg stod i en situation, hvor jeg ikke længere kendte mig selv. Jeg følte, at min identitet var blevet at være hendes støtte. Det var her ensomheden og identitetskrisen virkelig ramte mig for første gang. Det var utroligt svært, og ikke noget jeg talte højt om, for jeg tænkte, at det var nu vores familie skulle have det godt igen.” Citat fra ung kvinde
Det jeg bliver klogere på ved at tale med søskende er, hvor vigtigt det er, at vi taler meget mere med dem om, hvad de oplever. De har brug for at blive spurgt ind til, at de bliver set lige så meget som den der er syg.
Der er noget naturligt i, at vores alles blik er rettet mod den der er syg, men søskende til den syge har lige så meget brug for at blive set og hørt.
At vi tør tale med dem om hvad de tænker om det hele, hvad de frygter, hvad de savner og ikke mindst, hvad de er optaget af i livet og hvad de drømmer om.
