Søskende som pårørende

Det rammer hele familien, når et barn eller ung har en psykisk sårbarhed eller sygdom. Selvom forældrene gør alt hvad de kan, vil fokus, helt naturligt, være på dén der er ramt. Det vil være svært at undgå, at det sætter sine spor hos andre børn i familien, og det er min oplevelse, at forældre har mange tanker og bekymringer for trivslen hos familiens andre børn.

Herunder beskriver en ung kvinde, hvordan hun oplevede at vokse op med en søskende der var ramt.

”Min ungdom blev i høj grad defineret af min syge søster, og næsten alt, hvad jeg gjorde, drejede sig om at træffe de rigtige beslutninger af hensyn til hende. Da min søster fik det bedre og kunne fungere "uden mig", følte jeg pludselig, at jeg stod i en situation, hvor jeg ikke længere kendte mig selv.

Jeg følte, at min identitet var blevet at være hendes støtte. Det var her ensomheden og identitetskrisen virkelig ramte mig for første gang. Det var utroligt svært, og ikke noget jeg talte højt om, for jeg tænkte, at det var nu vores familie skulle have det godt igen..” Citat fra ung kvinde.

Det giver så god mening, at der kan være brug for at arbejde med de påvirkninger pårørende rammes af, og som denne unge kvinde beskriver. Jeg hører børn og unge ofte beskrive lignende følelser.  Jeg tilbyder forløb, hvor vi sammen kan arbejde med dét der er vigtigt for netop dig at blive klogere på eller blot at tale om.

Måske véd du ikke præcis, hvad der er svært, eller hvad du gerne vil arbejde med. Mange har blot en fornemmelse af, at noget i dem selv ikke føles rigtigt, det er meget almindeligt. En anden ung kvinde sagde til mig en dag: ”Jeg har det ikke så godt, men jeg kan slet ikke forestille mig hvordan man kan få det anderledes og bedre”

De søskende jeg møder, kan fortælle om, hvordan de gennem kortere eller længere tid i deres barndom og/eller ungdom på forskellige måder har forsøgt at tilpasse sig situationen eller vilkårene i familien.

Der kan have været mange og måske voldsomme konflikter eller situationer, som nu kan fylde for dén der har været tilskuer. Der kan også have været konflikter, som søskende kan have følelsen af at have været en del af eller genstand for.

Søskende vil, som noget helt naturligt, forsøge at samarbejde om at få familien til at fungere bedst muligt. I dette samarbejde kommer mange søskende til at sætte egne grænser og behov til side, de samarbejder ofte på en måde der kan hæmme deres egen udvikling og trivsel.

Når et barn samarbejder, kan det både være i form af at trække sig tilbage og blive mindre synlig, og det kan være at udvise en mere vred og udadreagerende adfærd.

Det er så vigtigt at søskende hjælpes til fortsat at få plads og rum til at mærke egne grænser og behov, så de kan udvikles og trives, mens deres syge søskende hjælpes til at komme sig.

Jeg hører ofte søskende fortælle om:

Jeg har haft unge voksne i terapi eller i gruppeforløb, unge der er vokset op med en søskende med en psykisk sygdom. Det er unge som har haft en barndom eller ungdom præget af bekymringer, afsavn og mange svære situationer og tanker de har tumlet med, ofte ret alene.

Disse unge kan fortælle om at de, som forældrene, kan opleve skyldfølelse i forbindelse med at deres søskende er blevet syg. Det kan være skyldfølelse over at have sagt noget, der har udløst en konflikt, over ikke at have været i stand til at hjælpe sin syge søskende nok, over at have lyst til eller opfylde egne behov og i det hele taget måske skyldfølelse over at være rask.

Børn og unge kan have skyldfølelse i forhold til forældrene og føle, at de bør hjælpe dem mere.

Jeg hører unge fortælle om en hverdag, hvor de må være i konstant beredskab, fordi de ikke ved hvornår og hvordan den næste konflikt rammer enten forældrene, dem selv eller alle i familien.

Mange unge kan godt se og mærke, at forældrene gør, hvad de kan, men alligevel oplever de et stort savn for at blive set og hørt. Et savn der kan handle om at have et helt almindeligt familieliv, hvor der er plads til alle, og hvor hverdagen ikke skal struktureres i forhold til et enkelt barn. Hvor familien ikke behøver at dele sig, når de skal til noget, men i stedet kan følges og være sammen som familie. En hverdag hvor de aftaler man laver kan blive til noget, og hvor man kan regne med, at forældrene har mulighed for at hjælpe, hvis de har behov for det.

Børn og unge, der er søskende, kan være blevet meget forskrækkede over den ramtes reaktioner og adfærd, som indimellem, eller ofte, kan være uforklarlig og voldsom.

Nogle unge fortæller om, hvordan barndommen med disse vilkår og afsavn nu gør, at de har svært ved at mærke, hvem de selv er, da de ofte har måttet overskride egne grænser og tilsidesætte egne behov. De ønsker så meget at tage hensyn til alle i familien.

Nogle søskende oplever i deres tidlige år som voksen, eller senere i livet, at få det svært. De kan udvikle angst, depression, og måske være i tvivl om deres eget værd.

Hvordan kan jeg hjælpe dig?

I terapien hjælper jeg søskende med at gå på opdagelse i og være nysgerrig på, hvad de har brug for og har lyst til.

Vi kan sammen arbejde med, hvordan det var at være dig i fortiden, hvordan noget af det du har med til nutiden kan fylde og måske gøre hverdagen svær, men også om hvilke håb og drømme du har i fremtiden, og hvad der skal til, for at de bliver muliggjort.

Børn og unge kan have brug for at dele tanker som:

• Mine forældre har meget at gøre med at hjælpe min syge søskende, så jeg vil ikke ”forstyrre” dem med mine tanker eller problemer.
• Jeg forstår godt, at mine forældre har meget at se til, men jeg længes så meget efter, at de også ser mig og har tid til at være sammen med mig.
• Jeg er rigtig bange for, at der sker noget med min søskende.
• Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når min syge søster/bror bliver så rasende, det gør mig bange.
• Jeg får skyldfølelse, når jeg bliver vred på min syge søster/bror og føler, at de tager noget af min barndom fra mig.

Det er af stor vigtighed at, børn og unge får skabt en mening i noget, der ellers kan virke meningsløst. At kunne se og forstå meningen med andres og egne reaktioner har stor betydning for, hvordan man kommer videre i sit liv.

Vi taler om og arbejder med at blive klogere på de unges egne grænser og behov. Vi taler også rigtig meget om alle de færdigheder disse vilkår også har hjulpet dem med at udvikle. Det kan være godt og udviklende at få øje på, at disse færdigheder også kan rumme vigtige ressourcer og være hjælpsomme.

Vi kan arbejde med særlige episoder eller situationer, der har fyldt eller stadig fylder for den unge, og på hvilke virkninger og på hvilken måde det fylder i deres liv i dag.

Jeg kan hjælpe med, på sigt, at den unge kan få talt med forældrene om, hvad der har været svært og om, hvad der vil være hjælpsomt, at forældrene støtter op om nu og her. Det kan f.eks. handle om, at mange søskende kan have en oplevelse af at være usynlige i familien, og det at få talt om, hvordan forældrene kan hjælpe hele familien til at give plads, også til de raske børn, kan være helende.