Måske du kender til at mærke stor sorg over at din pårørende er syg?
Det er meget almindeligt og naturligt at præges af følelser som:
- "Det gør så ondt at opleve, at mit unge menneske ikke kan det jævnaldrende unge kan."
- "Det bliver så tydeligt når vi er sammen med familie og venner, at mit barn eller ung ikke kan det samme, det bliver jeg ked af."
- "Jeg bliver ked af, at mit unge menneske ikke kan det han eller hun drømmer om."
Sorgfuldhed når ens kære har det svært
Sorgfuldhed som pårørende
Hvordan kan man forstå sorg, når man er pårørende?
Hvordan kan man forstå sorg i forbindelse med at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom?
Normalt taler vi om sorg i forbindelse med tab af en nærtstående, en sorgproces hvor man skal finde sig selv, og leve videre uden den man elsker. Man taler også om sorg i forbindelse med sygdom hvor man véd man mister én man elsker, f.eks ved uhelbredelig sygdom.
Sorg som pårørende til mennesker der forandrer sig ved sygdom, og som giver familier helt ændrede livsvilkår, er det også vigtigt at tale om og være fælles om.
Sorgen kan fylde for rigtig mange pårørende, og den kan handle om mange aspekter af livet.
De fleste mennesker der er pårørende, lever med ændrede livsvilkår, der kan gøre dem sorgfulde både i forhold til deres kære, og i forhold til deres eget liv.
Man kan opleve sorgfuldhed, som vidne til et andet menneskes smerte.
For nyligt hørte jeg et fantastisk oplæg af psykolog Helene Grau. Hun talte om, hvordan sorgen kan opleves af forældre der mister deres barn. Det er en helt forfærdelig tanke for os alle. Hun understregede, at moderne sorgbehandling fokuserer på at hjælpe sørgende med at leve med sorgen, snarere end at fjerne sorgen.
Måden hun beskrev sorgen på i den sammenhæng, fik mig til at tænke på, hvordan jeg i arbejdet med forældre til alvorligt psykisk syge børn og unge, kan mærke deres sorgfuldhed, fordi deres børn og unge kan være meget forandrede i forbindelse med deres sygdom.
Jeg hører forældre fortælle om oplevelsen af at have mistet et barn de havde engang. Forældre til psykisk syge børn og unge, kan være bange for, og usikre på, om deres barn bliver rask igen.
Forældre kan være vidne til at deres barn eller unge menneske er forpinte af sygdom, måske er forandrede af en psykose, plaget af angst, selvmordstanker eller kæmper med en svær spiseforstyrrelse.
Det gør ondt at opleve sin nærtstående have så ændrede livsvilkår, og man kan være både sorgfuld og bekymret for, hvordan virkeligheden og livet vil blive, og hvilken fremtid ens unge menneske har foran sig.
Man kan være sorgfuld over at ens kære ikke kan det de gerne vil, eller har drømme om.
De tanker og ønsker man har haft for sit barn, unge eller kæreste, er ikke længere muligt – lige nu, og over tid, har man måske set sin kære forandre sig, så man næsten ikke længere kan kende ham eller hende.
Et barn kan ikke længere gå i skole, tage en uddannelse, eller udleve andre drømme man véd ens barn har haft.
Det er smerteligt at opleve, at ens kære ikke kan det de gerne vil, eller det de drømmer om.
Som forælder eller anden nær pårørende, kan det være rigtig svært at få en accept af de ændrede livsvilkår, og holde ud at være med tabet af drømme.
Ofte bliver både en selv, og den unge mindet om disse ønsker og håb for livet, fordi andre omkring én lever videre og udlever deres ønsker. Måske bliver klassekammerater færdige med skolen, bliver student, eller i det hele taget lever videre, mens man selv ser på fra sidelinjen.
På denne måde konfronteres man hele tiden med det sorgfulde i sygdommen og den livssituation der er virkeligheden for én selv og den man har kær.
At opleve sorgfuldhed over tab af egne drømme for livet.
For mange er det smerteligt og sorgfuldt at opleve livet gå videre, mere forbi én end sammen med én. Måske har man mistet sit arbejde og dermed det kollegiale fællesskab, og måske oplever man også, at man i det hele taget har svært ved at holde fast i fællesskaber.
Vi har alle som mennesker, ønsker og håb for hvordan vores familieliv skal være, oplevelser vi gerne vil give vores børn eller have sammen med vores børn. Vi håber på, at vores børn oplever glæde ved at være sammen med os og deres søskende.
Det kan derfor være svært selv at opleve, hvordan man ikke har overskud til at være sammen med andre, eller at vedligeholde relationer som ellers er vigtige for én.
Måske er det også svært for andre at forstå den sorg man oplever.
Der ligger noget bag sorgen.
Bag sorgen ligger en masse tanker og ønsker for den man holder af, en kærlighed der afspejler hvor meget man ville ønske, at livet ikke skal være hårdt for den ramte.
Måske det kan være godt at tænke på, at sorg tager tid og er en proces, der ikke kan fremskyndes.
"Man kan sige at sorgen udspringer af kærlighed, at den fordyber evnen til kærlighed og ikke mindst låner kærligheden klarhed. Sorg betragtes ofte som glædens modsætning, men den ene eksisterer ikke uden den anden. Sorg er både glædens og kærlighedens forudsætning og kvalificering." Mai-Britt Guldin
At se på sorgen som et mere bredt og nuanceret billede.
Som pårørende kan man opleve sig selv og hele situationen som en fastlåst spiral, der bevæger sig nedad. Det kan være rigtig svært at genfinde balance i tilværelsen.
Men der er så meget brug for at kunne vende spiralen, også selvom sorgen lige nu er en del af livet.
Der er brug for også at kunne se og mærke hvilke styrker og ressourcer ens pårørende har, og bestemt også dem man selv besidder.
Rigtig ofte er ens pårørende syg over meget lang tid, og under vejs kan det være svært at huske, hvad det var man havde sammen engang. Men selvom man ikke kan få øje på ressourcerne lige nu, så er de stadig derinde bag sygdommen.
”Selvom man ikke kan få øje på ressourcerne lige nu,
så er de stadig derinde bag sygdommen.”
Det kan være hjælpsomt at gå på opdagelse i, hvad der var dejligt at gøre sammen engang. Det kan være godt at tænke på sit barns vidunderligheder, måske var de anderledes tidligere.
For nogen kan det være overvældende at tænke på, og man kan blive ked af næsten ikke at kunne komme i tanke om noget. Men det kan være man kan hjælpes med det i familien, og ved fælles hjælp komme i tanke om, hvor omsorgsfuld, sjov, modig, energisk og mange andre egenskaber jeres barn/unge menneske har, også selvom de ikke er tydelige lige nu.
Måske kan barnet/unge menneske eller anden pårørende heller ikke længere huske hvordan det var engang, men tænk hvor betydningsfuldt det vil være at kunne dele disse opdagelser.
Hvordan kan man bedst være med sorgen?
Det kan være godt og hjælpsomt at dele sin sorg med andre.
Når det er sagt, er det rigtig svært for mange, og ofte kan det være svært at opdage sin egen sorg, fordi vi mest forbinder sorg med at tab - et dødsfald.
At dele sine sorgfulde tanker er ofte lindrende, på samme måde som det kan være at dele de mange andre svære tanker og følelser med andre. Det kan enten være nærtstående familie, eller måske man har brug for professionelle, f.eks en psykolog eller terapeut, der kan hjælpe med psykoterapi.
Samtale med en anden, hvor du kan få fortalt om hvordan sorgen er i netop dit liv og din situation, og som kan hjælpe dig med at komme ud af den fastlåste følelse mange naturligt har. Psykoterapi kan hjælpe én med at se sorgen og de andre tanker og følelser i et mere bredt og nuanceret billede.
Det handler ikke om at fjerne sorgen.
At arbejde med sorg, handler ikke om at fjerne sorgen, men om at hjælpe sørgende med at bære den smerte, sorgen forårsager.
Socialt kan sorgen føre til en følelse af ensomhed og isolation. Mange sørgende oplever, at de trækker sig tilbage fra sociale aktiviteter og fællesskaber, fordi de føler, at ingen rigtig forstår deres smerte.
Hvis man står på sidelinjen af nogen der er pårørende, kan det være vigtigt at vide, at de kan opleve stor sorg, selvom de ikke har mistet et menneske ved f.eks. et dødsfald - at der er flere måder at miste på.
Man kan, fra sidelinjen, have lyst til at forsøge at holde håbet oppe ved at prøve at sige "det skal nok gå..", eller " han vokser nok fra det..." sagt i den bedste mening.
Den der sørger, har dog mere brug for at dele de sorgfulde tanker, og for at være sammen med nogen om den sorg det er. At andre kan rumme at man som pårørende må leve med ikke at vide hvilken fremtid der vil komme, og at sorgen også vil være en del af den proces sammen med de mange andre svære følelser man er fyldt af.
Måske kan man som nærtstående familie eller netværk til familien hjælpe ved, både at rumme det sorgfulde, og hjælpe med at tale om de styrker og ressourcer familien havde, og som de også har udviklet gennem forløbet.
