I den kommende tid vil jeg komme med indlæg, som handler om dét at være pårørende til mennesker med en psykisk sårbarhed eller en psykisk sygdom. Der kan være ret stor forskel på, om det er ens barn, en søskende eller måske en ægtefælle, forælder eller anden nær relation, men mange af de følelser, jeg taler med pårørende om, ligner alligevel hinanden eller har i hvert fald mange fælles træk.
“Mit ønske og håb er, at vi alle i langt højere grad bliver nysgerrige på,
hvordan det opleves både at være den der er ramt af sygdom,
og den der står ved siden af.”
Det er vigtigt for mig at sige, at når jeg beskriver dét at være pårørende, så ved jeg at der kan opstå følelser af skyld hos den der syg. Skyld er i det hele taget på spil både hos den der er ramt og hos de pårørende. En gensidig skyld, som jeg meget gerne vil hjælpe med at nuancere og helst få til at forsvinde.
Mit ønske og håb er, at vi alle i langt højere grad bliver nysgerrige på, hvordan det opleves både at være den der er ramt af sygdom, og den der står ved siden af. Det kan opleves meget svært mens det er værst, men når det lykkes, er det en meget stor hjælp til at alle i familien kan få det bedre og komme sig.
Noget af det mest smertefulde vi kan opleve er, når vores børn ikke trives. Det kan opleves så svært og bekymrende, uanset om det er en mistrivsel der lige er begyndt, eller om det har stået på over længere tid, og måske har udviklet sig til at være en psykisk sygdom.
Angsten og bekymringen kan også være stor, uanset om ens barn er lille eller er blevet ung eller voksen. Der er så stærke bånd mellem forældre og børn, og de følelser man rammes af som forældre kan derfor også være ganske voldsomme.
“Følelse af skyld og angst vil ofte præge den adfærd og de handlinger vi får,
både overfor det barn der er i mistrivsel
men også overfor resten af familien.”
Når jeg taler med forældre til børn i mistrivsel, er der mange elementer der går igen. Forældre kan føle en magtesløshed der kan være nærmest overmandende. Følelsen af skyld er ofte rigtig stor, hvad er det man som forælder ikke har kunnet få øje på, hvad har man gjort eller ikke gjort, skulle man have gjort noget andet osv. osv.
Hertil kommer angsten for, hvad der kan ske, hvordan udvikler situationen sig, og alle disse store følelser, sætter tanker i gang, som kan være rigtig svære at få hold på. Følelse af skyld og angst vil ofte præge den adfærd og de handlinger vi får, både overfor det barn der er i mistrivsel men også overfor resten af familien.
Vores personlige grænser flytter sig over tid, hvilket er helt naturligt, da situationen ofte kræver at vores egne behov tilsidesættes. Selvom man har lyst til at deltage i et familiearrangement, er det måske ikke muligt med det syge barn. Selvom man har lyst til at tage på ferie, er det måske heller ikke muligt med det syge barn.
Der kan være et hav af små og større ting i hverdagen, som gør at man som forælder, søskende eller anden nær pårørende sætter egne behov til side. Nogle taler om, hvordan de oplever at leve et isoleret liv parallelt med resten af samfundet.
Over tid vil jeg gå mere i dybden med nogle af de nævnte emner som magtesløshed, sorg, angst, skyld og grænser samt give vigtig støttende inspiration, som det at få øje på hvilke betydningsfulde andre mennesker der er omkring én, ens pårørendes ressourcer og vidunderligheder, håb og drømme for dig selv, og meget andet.
