“I stedet holdes magtesløsheden ved lige hjemme hos én selv,
der hvor man ellers skal komme sig og restituere.”

Det kan man dog nogle gange træde lidt ud af, f.eks. ved en sygemelding, skifte job el.lign. Det ser lidt anderledes ud, når den optræder i forbindelse med at man har et sygt barn eller anden nær relation man bor sammen med, så kan man ikke på samme måde træde ud af det. I stedet holdes magtesløsheden ved lige hjemme hos én selv, der hvor man ellers skal komme sig og restituere.

Magtesløsheden kan se ud eller føles på flere måder, for hvad er det især man er magtesløs i forhold til?

Nogle forældre beskriver, hvordan de nærmest er fuldstændig tomme i hovedet for ord, hvad er det nu jeg skal sige til min syge pårørende, jeg har prøvet alt, og der er ikke noget af det der har den ønskede effekt. Om det er beroligelse, planlægning eller om det kan være at forstå sygdomssituationen.

For andre kan det også være i forhold til en adfærd, hvordan skal jeg forholde mig til mit barn i en konfliktsituation, hvordan skal jeg f.eks. spise med mit barn der har en spiseforstyrrelse, hvordan skal jeg sidde ved bordet, hvordan skal jeg få mit barn til at sove?

Nogle gange, måske ofte, udløser det forældrene gør endnu mere uro eller konflikt. For mange føles det som om, alt det man ellers har kunnet i livet, de færdigheder man har opbygget gennem livet, eller gennem et arbejde, hvis man f.eks. arbejder med mennesker, det er sat ud af drift og virker ikke længere.

At rammes af så stor magtesløshed over længere tid kan være intimiderende, og det kan for nogen give en følelse af tab af håb. Når det man ellers kan ikke lykkes, kan man rammes af at føle sig som den dårligste forælder i verden, en dårlig ægtefælle, eller som barn, at man ikke hjælper sine forældre nok. Det er helt naturligt at man oplever dette, når man er under pres i lang tid.

Mange pårørende fortæller om stor magtesløshed i forhold til systemet. Hvordan de, gennem flere år måske, har kæmpet for at få hjælp til et barn, en kæreste, en ægtefælle, og at denne kamp også bliver en del af følelsen af magtesløshed.

Hvordan kan man hjælpe sig selv eller få hjælp til at være mindre overvældet?

“Alt det man gør, er der en intention bag,
et ønske om at hjælpe den man elsker,
og det har betydning.”

Noget der kan være vigtigt, men også svært, kan være at dele sine tanker og følelser med andre. Når jeg taler med pårørende i gruppeforløb, hører jeg dem ofte sige, ”det er første gang jeg har kunnet dele mine svære tanker med andre, og det er simpelthen så rart og vigtigt for mig”.

Dét at dele det, kan gøre at man oplever sig mindre alene og kan også hjælpe med at man kan få andre nuancer på situationen, end den man selv kan se nu og her.

Samtidig kan det være svært, fordi mange oplever, at andre ikke forstår den svære situation, og i stedet kan man mødes af, ”Jamen kan du ikke lige gøre ….”, hvilket gør det endnu sværere end før. Måske kan det være godt at gå i et forløb med én man er tryg ved, for dér at få skilt tingene lidt ad og finde nye veje at gå. Måske kan man lede efter et gruppeforløb for pårørende i nærheden af hvor man bor, så man dér kan danne et netværk med andre i samme situation. Det vi kan dele, det kan vi hele.

"Det vi kan dele, det kan vi hele"

Når man er spændt fast i magtesløshedens spind, kan det være svært at se, at man gør noget. Det vigtige her er dog ikke altid om det lige nu og her kan ses at dét, man gør, ændrer på noget. Alt det man gør, er der en intention bag, et ønske om at hjælpe den man elsker, og det har betydning.

Det man gør i hverdagen, de dagligdags ting, alt det der var normalt engang som man stadig gør noget af, dét har stor betydning. Det er at hjælpe den der er ramt med at holde fast i livet, at vise at der stadig er et liv at leve, og det må slet ikke underkendes.

Så hold så fast som muligt i alle de små ”normale” ting, de betyder meget mere end man tror.