Kender du til følelsen af at være plaget af skyld, at det kan være en nærmest lammende følelse?
Det er vigtigt for mig at slå helt fast, – en psykisk lidelse udvikler sig gennem en kompliceret proces og et sammenfald af rigtig mange ting.
Det er uanset om vi taler om sårbarheder eller sygdom som depression, angst, spiseforstyrrelse, autisme eller andre psykiske sygdomme.
Man kan derfor ikke sige, at det var fordi vi blev skilt, en nærtstående var syg eller fordi der skete det ene eller det andet. Mennesker kan opleve og være i samme svære situation men udvikle sig helt forskelligt ud af det.
Alligevel oplever jeg, at stort set alle de pårørende, især forældre, jeg taler med, er ramt af skyld i forskellig grad. Skyld er i det hele taget på spil, både hos den der er ramt og hos de pårørende. Skylden kan snige sig ind og gøre det svært for alle i familien og netværket, og dermed kan den være en tung og svær følgesvend. Man kan tale om, at der kan opstå en gensidig skyldfølelse, som både kan være rettet ind mod én selv, ”det er fordi jeg er syg at min familie har det svært…”, eller som forælder, ”hvis bare jeg havde set det noget før….” I vores kultur kan vi også opleve stigmatisering i forhold til psykisk sygdom, hvilket kan være med til at forstærke den skyld mange føler.
”Når jeg taler med mennesker om, hvordan de oplever skylden, kan vi få øje på, at den kan få én til at føle og gøre mange forskellige ting.”
Især når jeg taler med forældre, kan de give udtryk for, hvor lammende de kan opleve skylden. Hvad er det man som forælder ikke har kunnet få øje på, hvad har man sagt eller gjort, eller ikke gjort, skulle man have gjort noget andet osv.
Mange pårørende kan have tanker som:
- Hvad er det jeg ikke har opdaget som forælder?
- Hvad har jeg gjort eller ikke gjort, siden mit barn er blevet syg?
- Hvis jeg havde sagt eller gjort noget andet, var det måske ikke blevet så slem
Den kan hæmme éns måde at tale med sin pårørende på, fordi man er bange for at vedkommende får skyldfølelse over at være syg. Ligeledes kan den der er ramt også holde sig tilbage.
Nogle pårørende lever i, at de får pålagt skyld. At deres barn eller unge menneske italesætter, at det er forældrenes skyld. Når det sker, opstår en ekstra svær dimension, og gør det endnu sværere ikke at komme til at nære en uheldig spiral, hvor konflikterne kan vokse.
Det kan også ofte forekomme mellem søskende, og dermed kan man hurtigt ende et svært sted, et sted hvor det kan føles umuligt at ændre adfærd eller flytte sig mentalt et andet sted hen.
” At lytte fra det nysgerrige sted kan være uden mange ord.”
Hvor svært det end kan lyde, er noget af det der kan være godt at gøre her – at være NYSGERRIG.
Nysgerrig på hvordan man selv oplever skylden, hvad den retter sig imod men også at være nysgerrig på, hvad der mon er i spil eller på spil for den der ramt. Måske retter skyldfølelsen sig derhen, hvor man som pårørende ikke føler man har gjort det rigtige eller gjort nok.
Måske handler det om, som man også kan føle med magtesløshed, at man ikke længere får øje på, at man GØR rigtig meget. At GØRE noget er også at træde et skridt tilbage og LYTTE til dén der er ramt fra et nysgerrigt sted. At lytte fra det nysgerrige sted kan være uden mange ord.
Det er at stille sig dér, hvor man f.eks. kan spørge mere ind til, hvordan den der fortæller oplever en situation, også selvom man er uenig eller ikke selv forstår situationen. At man ikke vurderer om man synes den anden er rimelig eller har ret, men lader den andens oplevelse være som den er.
Skyldfølelsen kan være smertelig og svær at være i. Vi kan dog blive klogere på, hvordan den føles, hvad den retter sig mod og hvordan vi holder ud at være med den. Når vi bliver klogere på den, bliver den lettere at bære.
